Har du flere æbler, end du kan nå at spise, kan du i stedet lave din egen æblemost ud af dem. Rundt omkring i landet er der mange mosterier, hvor du kan aflevere dine æbler for at få dem presset til most. Hos nogle mosterier får du saften fra dine egne æbler med hjem, mens andre mosterier blander dine og andres æbler.
Men hvorfor ikke presse din egen æblemost? En frugtkværn og frugtpresser er ikke specielt dyre i anskaffelse, så de kan hurtigt tjene sig selv hjem i forhold til, hvis du ofte får presset dine æbler på et mosteri. Du kan også bruge dem til andre frugter som fx blommer.
Det kan også være en fin aktivitet at lave sammen med dine børn. Når børnene selv er med til at fremstille æblemost, lærer de, hvordan æblerne på træerne bliver til den most, som de hælder op i glasset.
Og hvor overskudsagtigt er det ikke lige at servere æblemost af egne æbler for dine gæster? Eller hvad med at forære en flaske hjemmepresset æblemost som værtindegave næste gang, du er på besøg hos vennerne?
Sådan laver man æblemost
Det er ganske nemt at presse dine egne æbler til most, hvis du har det rigtige udstyr til at fremstille æblemost – nemlig en kværn og en presser. I løbet af en time kan du alt afhængig af størrelsen på dit hjemmemosteri producere 15-30 liter.
Først skal æblerne vaskes og tjekkes for råd. Det er vigtigt at vaske æblerne grundigt for at undgå bakerier og snavs i mosten. Æblerne må gerne have pletter og være stødte, men der må ikke være råd eller mug, for så indeholder æblerne patulin, som er en svampegift.
Æbler med råd skal altid smides ud. Lad være med at spise dem, for patulin kan fremkalde kræft. Hvis du vil bruge nedfaldsæbler til most, skal du derfor være hurtig til at samle dem op, når de er faldet af æbletræet. Ellers rådner de lynhurtigt.
Har æblerne fugleklatter eller andre dyreeeksrementer på sig, skal du heller ikke bruge dem til most. Bakterierne herfra kan gøre dig alvorligt syg. I stedet kan du vaske disse æbler grundigt og koge dem til mos eller grød, for de høje temperaturer vil dræbe bakterierne.
Når æblerne er rene, skal de en tur gennem kværnen, som hakker dem i mindre stykker, så æblerne bliver til mos. Det findelte frugtkød kalder man også for pulp.
Nu skal saften presses ud af æblemosen. Det bruger man en frugtpresse til. Æblepulpen hælder du op i frugtpressen, som er foret med en finmasket saftpose, så saften samtidig bliver filtreret for æblekerner og stykker af frugtkød.
Frugtpressen er en tønde, som du hælder æblepulpen op i. Oven på æblerne lægger du en plads, som du presser ned ved hjælp af en drejearm. Efterhånden som du presser pulpen, vil den dejligste æblemost løbe ud af tøndens tud i bunden. Husk derfor at stille en rengjort spand klar.
Æblemosten hælder du over på flasker. Den friske æblemost kan kun holde sig en lille uge i køleskabet. 20 kg æbler giver cirka 10 liter most, så har du mange æbler, kan du hurtigt fremstille mere most, end du selv kan nå at drikke. Har du meget æblemost, kan du fryse det ned, eller du kan pasteurisere den.
Vælger du at fryse mosten, skal du huske at hælde den på beholdere, som kan tåle at komme i fryseren. Det kan fx være sodavandsflasker af plastik. Du behøver ikke at tilsætte konserveringsmidler, hvis du fryser din æblemost. Mosten kan holde sig et års tid i fryseren.
Sådan pasteuriserer du friskpresset æblemost
Pasteurisering er en varmebehandling, som forlænger holdbarheden af din æblemost, hvis du ikke har plads nok i fryseren. Opvarmningen dræber de bakterier, som ellers ville fordærve mosten. Det er en nem metode til konservering af din hjemmepressede æblemost.
Hæld mosten op i en gryde og varm den op til 82 grader i 15 sekunder. Den må endelig ikke koge, så brug et stegetermometer til at holde øje med temperaturen.
Når temperaturen er nået, skal du hælde mosten på flasker, mens den stadig er varm. Husk først at rengøre flaskerne ved at skolde dem. Fyld flaskerne så meget som muligt med most, så der er minimalt med luft i flasken. Sæt låget på og vend flasken på hovedet, så låget også bliver opvarmet.
Når æblemosten bliver afkølet, vil der dannes undertryk i flasken. Hvis du bruger flasker med patentprop, vil undertrykket hjælpe med at sikre, at låget slutter helt tæt, så indholdet kan holde sig. Pasteuriseret æblemost er holdbar i flere år. Du skal bare opbevare den mørkt, så du undgår, at solens stråler nedbryder din æblemost og dens naturlige vitaminer.
Vil du hellere lave små portioner af æblemost?
Hvis du synes, det er for stort et arbejde at presse alle dine æbler til most på én gang, kan du i stedet investere i en saftpresser. Der er efterhånden et stort udvalg af saftpressere, slowjuicere og juicepressere, som kan lave et glas helt friskpresset æblemost til dig i løbet af ingen tid.
En elektronisk saftpresser kan være et godt alternativ til en frugtpresser, hvis du fx ikke har plads til at fryse store portioner hjemmelavet æblemost ned.
Hvilke æblesorter er bedst til æblemost?
Du kan presse æblemost af alle æblesorter, så vælg bare dit yndlingsæble. Det har du sikkert allerede plantet i din have.
Helt nøgternt er nogle æbler bedre egnet til most end andre. Gode sorter til æblemost er Gråsten, Cox Orange og Filippa. Du kan bruge både madæbler og spiseæbler til most. Bruger du madæbler, vil det være en god idé at blande dem med spiseæbler, for ellers risikerer du at få en meget sur most. En god rettesnor er at bruge en tredjedel madæbler sammen med to tredjedele spiseæbler, men det endelige blandingsforhold vil afhænge af, hvor sød en most du foretrækker.
Det kan være svært at ramme det helt rigtige blandingsforhold, for æblernes smag vil svinge fra år til år alt afhængig af, hvor mange solskinstimer vi får. Jo mere sol æblerne får, jo sødere bliver de.