Der kan være mange gode grunde til at skifte bilen ud til en nyere. Måske er din gamle bil slidt, rusten og ikke helt driftsikker længere, så det aldrig er til at vide, om den nu også vil starte, når den skal. Måske vil du gerne have en bil, der kører længere på literen og er mere miljøvenlig. Måske overvejer du endda en el-bil. Eller måske vil du gerne have en nyere bil, fordi sikkerheden er bedre for dig og dine passagerer. Kort sagt kan der være mange mange forskellige grunde til at overveje en ny bil.
De grunde skal du naturligvis tage med i dine overvejelser, når du begynder at undersøge bilmarkedet. Når du kigger på, hvad en bil koster, skal du også se på, hvad der følger med til prisen. Er der fx aircondition, airbags og autopilot, eller er det ekstra udstyr, som bliver lagt oven i den annoncerede salgspris?
Du skal selvfølgelig købe en bil, som svarer til dit daglige kørselsbehov, men den skal naturligvis også ligge inden for dit budget – og her kan de løbende udgifter nemt komme til at udgøre en stor post.
Hvad koster det at eje en bil?
En ting er nemlig udgiften til at købe en bil. Noget helt andet er de løbende omkostninger ved at eje og køre i en bil.
Der er stor forskel på, hvad det koster at forsikre en bil. Der kan også være stor forskel fra forsikringsselskab til forsikringsselskab. Mange forsikringsselskaber har en prisberegner på deres hjemmeside, som kan give dig en idé om, hvor dyr en specifik bil-model er, inden du køber den.
Det kan også være en god idé at se på, hvad en bil koster i vægtafgift og grøn ejerafgift. Vægtafgiften afhænger både af bilens vægt og hvilken form for brændstof den kører på. I 2019 og 2020 skal du ikke betale vægtafgift for en el-bil, der koster under 400.000 kr. Køber du en dieselbil uden partikelfilter, skal du til gengæld betale en ekstra afgift.
Den grønne ejerafgift afhænger blandt andet af, om bilen er indregistreret første gang før eller efter den 3. oktober 2017. Afgiften afhænger desuden af, hvor langt din bil kører på literen, og om den kører på benzin eller diesel.
Hvor nemt er det at sælge bilen igen?
Samlet set er der altså mange ting at tænke over, inden du beslutter dig for, hvilken bil du vil købe. Andre ting, som kan være værd at overveje, er fx hvor nemt det vil være at sælge bilen igen, når den tid kommer. Ofte er det nemmere at sælge en bil, inden den har rundet 100.000 km. Farven kan også gøre en forskel. Vi danskere har det med at foretrække sorte eller sølvgrå biler, så der kan være færre købere til en bil, der fx er orange.
Det kan være en god idé at tage din mekaniker med på råd, hvis du har et fast autoværksted, som du plejer at bruge, når din bil skal serviceres eller repareres. Han har erfaring med bilmarkedet og kan give dig gode råd om, hvilke bilmodeller der fx er nemme at sælge igen.