Farver påvirker os ubevidst. Varme farver som rød, orange og pink kan fremprovokere andre følelser i os end kølige farver som grå, blå og violet. Afdæmpede farver kan også skabe en anden stemning end klare farver. Hvordan vi opfatter en farve er i høj grad kulturelt bestemt, fordi vi er vokset op med en symbolik, der går igen fra generation til generation. Det danner grundlaget for, hvordan vi opfatter farver.
I den vestlige verden opfatter vi fx hvid som et symbol på det rene, neutrale, enkle, uskyldige og kliniske. Derfor er hvid altid en sikker farve at vælge til sine vægge. I Asien derimod bliver hvid forbundet med død, sorg og ulykke.
Der er dog også individuelle faktorer som fx vores personlighed, som er med til at afgøre, hvordan vi opfatter farver. Tænk blot på, hvordan mange af os har en yndlingsfarve.
Gul

Gul forbinder vi med solskin, glæde, optimisme og energi. Det er en farve, som skaber en positiv stemning og får os i godt humør.
Brun

Varme dæmpede farver som fx brun og beige er et godt valg til dagligstuen, hvis du gerne vil skabe et indbydende rum, hvor man har lyst til at hygge sig og fordybe sig i samtale med andre mennesker.
Orange

Orange er glædens farve. Det er en varm farve, som bliver tillagt mange positive betydninger: Glæde, harmoni, livskraft, styrke, energi og kreativitet. Det er en farve, som du kan bruge til både at skabe lys og varme i lokalet.
Lyserød

Lyserød er en fredfyldt, blid og feminin farve, som kan få os til at slappe af. Det er en farve, som skaber en rolig stemning, hvor tankerne bliver ledt i retning af næstekærlighed og nostalgi.
Grå

Grå er en farve, som du kan bruge på samme neutrale måde som hvid. Vælger du en varm grå farve, kan det være et fantastisk virkemiddel til at fremhæve farverne i rummets møbler og tekstiler. Prøv fx at sætte grå sammen med pink eller gul.
Rød

Rød er en farve, der suger opmærksomhed til sig, så den skal bruges med omtanke. Rød er en positiv farve fuld af varme og liv, som får folk til at slappe af. Tænk blot på en skøn dyb bordeauxrød.
Blå

Blå er en populær farve. Der er mange nuancer af blå lige fra den sarteste lyse blå til en kølig gråblå til en intens dyb blå. Vi er omgivet af blå. Når vi kigger op, ser vi den blå himmel, og det blå hav fascinerer mange af os med sin vilde natur og de mystiske dybder, som øjet ikke kan se.
Grøn

Grøn er håbets farve. Det er en farve, vi finder over alt i naturen, så den passer utrolig godt sammen med naturmaterialer og jordfarver. Grøn er en farve, der virker beroligende og tryg nærmest uanset, hvilken nuance af grøn man tænker på. Selv en skarp grøn nuance kan man finde i naturen, når foråret melder sin ankomst og nye friske blade stråler i den lave sol.
Lilla

Lilla er et godt bud på en varm sofistikeret farve. Farven lilla er en blanding af blå og rød, som symboliserer henholdsvis tillid og energi. Det er en farve, som ofte bliver brugt til at signalere luksus. Bliver lilla for intens, kan den tones ned til en violet nuance, der kan virke blødere og mere naturlig som fx syren eller lavendel.
Hvid

Er du ikke så meget for prangende farver, er hvid altid det sikre klassiske valg. Også hvid kan tones til forskellige nuancer, så den bliver tilført lidt varme i form af brækket hvid. Du kan selvfølgelig også vælge en kølig hvid, som kan virke mere raffineret. Hvid fungerer godt sammen med alle farver og bruges ofte til at signalere elegance.
Er du stadig i tvivl om, hvilken farve du skal vælge til dine vægge? En indretningsdesigner kan med garanti rådgive dig, så du får skabt et hjem, der afspejler din personlighed gennem den helt rigtige sammensætning af farver, former, mønstre og materialer. Måske er det lige at tage skridtet lidt for langt ud, men så kan du heldigvis også finde masser af inspiration i boligmagasiner, diverse blogs og sociale medier som fx Pinterest.
Du kan også spørge en dygtig maler til råds. En professionel maler har malet med mange forskellige farver og har ganske sikkert også en holdning til, hvilke farver der fungerer godt. Meget vil også afhænge af rummets størrelse og lysindfaldet, så det vil være forskelligt fra rum til rum, hvilke farver der vil gøre sig godt – og her kan en malers erfaring og professionelle viden komme dig til gode.