En hyldest til den grønlandske is

Naturen på Grønland er storslået og barsk. Her er mennesket underkastet naturens nåde på godt og ondt. De smukke landskaber domineret af is og sne så langt øjet rækker er et fascinerende syn. Når man rejser rundt i Grønland, går det for alvor op for én, hvor isoleret denne del af verden er, og hvor lille mennesket egentligt er.

Grønland er cirka 50 gange større end Danmark, men her bor kun omkring 56.000 mennesker. 80% af arealet er dækket af is. Men indlandsisen smelter med skræmmende fart, så nok er naturen ubarmhjertig, men den er også skrøbelig, når vi mennesker ikke tænker os om.

Denne film er optaget af den schweiziske naturfotograf Stefan Forster. Han skriver selv om sin film, at han er fascineret af naturens kræfter og skønhed. Der opstår magiske små øjeblikke, når solens lys bliver reflekteret i et isbjerg. Derfor er hans film en hyldest til isen på Grønland og samtidig en påmindelse om, at vi skal passe godt på den.