
Taler du i telefon i mindre end en time om måneden, kan et forbrugsbaseret mobilabonnement være en overvejelse værd. Det er et abonnement, hvor du kun betaler for dit faktiske forbrug.
Hos OK Mobil kan du lige nu få et abonnement, hvor du netop kun betaler for dit forbrug. Minimumsprisen er dog 10 kr. pr. måned. For 10 kr. kan du fx tale i telefon 10 minutter og sende 50 sms'er i løbet af en måned. Dertil kommer et oprettelsesgebyr på 99 kr. Det vil sige, at du i løbet af det første år kommer til at betale minimum 219 kr. for et basis-abonnement hos OK Mobil.
Du kan også få et billigt basisabonnement hos henholdsvis Oister og CBB Mobil. Her skal du bare være opmærksom på, at det månedlige abonnement ikke inkluderer tale, sms og data. Det koster ekstra.
De billigste mobilabonnementer hos fx Oister inkluderer 2 timers tale og 2 GB data pr. måned. Skulle du afregne et tilsvarende faktisk forbrug til fx 40 øre pr. minuts tale og 3 øre pr. MB data, vil du ryge et godt stykke over den pris, som et billigt mobilabonnement koster pr. måned. Dit forbrug skal altså være virkelig lavt, før et basis-abonnement kan betale sig.
En af fordelene ved at vælge et mobilabonnement til en fast pris frem for et basis-abonnement uden tale og data er, at du undgår kedelige regninger, hvor forbruget pludselig er løbet løbsk. Du ved præcis, hvad du skal betale hver måned. Taler du ikke så meget i telefon, kan du overveje et billigt mobilabonnement. Det er ofte det billigste valg, selv om det kan være fristende at vælge et basis-abonnement for at betale så lidt som muligt.