Du får et større udvalg
Når du besøger en butik, vil udvalget af varer ofte være begrænset til nogle enkelte modeller i udvalgte farver. Det kan fx være tilfældet, når man som kvinde er ude at shoppe sportstøj. Jeg oplever ofte selv, at udvalget af farver er domineret af sort og pink, og det er ikke lige de farver, jeg går efter. Er du lige som jeg lidt kræsen, har du sikkert også oplevet at gå tomhændet hjem igen fra en sportsbutik. Besøger du en webshop, hvis udvalg af sportstøj ikke lever op til dine forventninger, er du kun få klik fra den næste webshop, som måske har lige det, du står og mangler.
Du kan handle døgnet rundt
Har du et fuldtidsjob, en familie at passe, en hobby der skal plejes plus alt det løse, kan det være svært at nå forbi butikkerne på en almindelig hverdag. Webshops har altid åbent, så du kan handle præcis, når det passer dig – om det så er i toget på vej til arbejde, i din frokostpause eller om aftenen, når der er fred og ro omkring dig. Du kan gøre det lige præcis, når du har tid og lyst, og det er jo det vigtigste.
Du modtager dine varer hurtigt
Konkurrencen om kunderne er hård. En væsentlig konkurrenceparameter er leveringstiden. Jo hurtigere en webshop bestræber sig på at levere varerne til deres kunder, jo gladere kunder får de. Derfor går det ofte ret hurtigt med at modtage de varer, som du har bestilt. Det gælder også varer, som du har købt i en udenlandsk webshop. Jeg har fx oplevet flere tyske webshops, som på det nærmeste leverer fra dag til dag.
Du kan få levering lige til døren
Når du har købt en vare på nettet, skal du bare læne dig tilbage, slappe af og vente på postbudet eller fragtmanden. Du skal ikke bruge din kostbare tid på at køre hen til en butik og hente den. Efterhånden tilbyder mange webshops flere forskellige fragtmuligheder, så du kan vælge den, der passer dig bedst. For mange kan det fx være praktisk at få pakker leveret i en af PostNords mange pakkebokse, hvis man alligevel ikke er hjemme, når postbuddet kommer forbi. Eller du kan vælge at angive din arbejdsplads som leveringsadresse, hvis du ikke har modtagerflex, så postbuddet kan stille din pakke på et aftalt sted hjemme hos dig.
Du kan få gratis fragt
En anden vigtig konkurrenceparameter for mange webshops er prisen på fragt. Mange webshops tilbyder gratis fragt, når du fx har handlet for et bestemt beløb. I det store regnskab betyder det, at det er billigere for dig at handle på nettet, fordi du ikke skal bruge penge (eller tid) på transport hen til en butik. Tager du din cykel, vil du måske bekymre dig om, hvorvidt andre også synes, at den er for lækker og vil få det meget bedre hjemme hos dem. Tager du bilen, skal du måske bruge tid på at lede efter en parkeringsplads, betale for den og alligevel risikere, at parkeringsvagten har en kedelig overraskelse til dig, for shopping tager jo gerne liiige lidt længere tid, end vi regnede med.
Du kan prøve dit nye tøj i ro og mag hjemme hos dig selv
Hvis du køber tøj på nettet, kan du prøve det i ro og mag hjemme i din egen stue, når du har modtaget din pakke med posten. Du slipper for små prøverum og dårligt lys. Er du i tvivl, om du nu også har købt det rigtige tøj, kan du summe lidt over det og lige prøve det en ekstra gang, inden du måske beslutter dig for at sende det retur.
Du har ret til at fortryde dit køb
Som privat forbruger er du faktisk bedre stillet ved at handle på nettet frem for i en fysisk butik. Når du handler på nettet, har du altid som minimum 14 dages returret regnet fra den dag, hvor du har modtaget din vare. Fysiske butikker er ikke forpligtet til at tilbyde dig denne service (men en del gør det alligevel). Fortryder du dit køb hos en webshop, har du 14 dage regnet fra den dag, hvor du har modtaget varen, til at fortryde. Du behøver ikke forklare noget. Alt, hvad du skal gøre, er at sende en udfyldt fortrydelsesformular til webshoppen for at gøre dem opmærksom på, at du vil benytte dig af din fortrydelsesret. Nogle webshops tilbyder endda gratis returfragt som en ekstra god kundeservice. Det gælder fx store webshops som Boozt.
Er du utryg ved at handle på nettet?
Du har sikkert også hørt om falske webshops, der sælger kopivarer eller misbruger dine kreditkortoplysninger. Måske afholder det dig endda fra at handle på nettet. Svindlerne er smarte, men der er flere ting, som du kan tjekke for at sikre dig, at du handler med en reel webshop. Du kan fx kigge efter e-mærket, som er et dansk certifikat til webshops, der gør en indsats for at skabe tillid hos kunderne. Du kan få flere tips til sikker nethandel i et gratis kursus, som er udviklet af de danske biblioteker.